Krøyers Plads

Læs lokalplanforslag fra kommunen her

Lokaludvalget er med i en følgegruppe for udviklingen på Krøyers Plads og orienterer Christianshavns Lokaludvalg til hvert lokaludvalgsmøde, såfremt der er nyt.

Udover de planlagte 38 lejligheder, var der planlagt to kontorbygninger på hver side ud til vandet, men pga. riften om boligerne, har NCC valgt at konvertere disse til yderligere 65 ejerlejligheder.

”der er stor efterspørgsel på vandnære boliger i København. Derfor er det besluttet at udvide antallet af boliger på Krøyers Plads. (…). Konverteringen vil altså skabe et hyggeligt og levende miljø på Krøyers Plads, hvor spændende udearealer, privatboliger og caféliv i fællesskab skaber en eksklusiv stemning” Skriver NCC i deres nyhedsbrev.

Christianshavns Lokaludvalg er også glade for, at det overvejende er boliger, der skal være ved havnefronten, da der nemt opstår ’døde’ områder udenfor arbejdstid. Lokaludvalget beklager dog, at Krøyers Plads bliver et sted, hvor kun økonomisk privilegerede har råd til at bo og skriver i deres henvendelse til NCC og Teknik- og Miljøforvaltningen, at dette må være det sidste projekt, hvor det er tilfældet. Læs Teknik- og Miljøforvaltningens svar. Der har også været kritik af inddragelsesprocessen, hvor bl.a. lokaludvalget beklager, at beslutningerne er blevet taget hen over hovedet på lokale aktører. NCC mener dog, at de har være opmærksomme på at inddrage lokale aktører fra start. Se indslag i Lorry.

De tre nye bygninger, NCC opfører på Krøyers plads, er ifølge NCC, en moderne fortolkning af de historiske pakhuse, der allerede ligger på Christianshavn og omkring Krøyers plads. De to nye boligbygninger bibeholder samme form, som kontorbygningerne. Den eneste ændring er, at de nye ejerlejligheder også får altaner. Lejlighederne får også tildelt Svanemærket, hvilket vil sikre, at der fra begyndelsen har været fokus på bæredygtighed i byggeriet.

Arkitekterne, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, COBE og GHB Landskabsarkitekter, har i samarbejde tegnet byggeriet på Krøyers Plads og var med under de forskellige workshops med borgerne for at få input til byggeriet. Læs mere om arkitekterne her.

En følgegruppe, der består af naboer/borgere, repræsentanter for Christianshavns Lokaludvalg og Lejerbo, er nedsat for at følge og formidle byggeprojektet i de kommende år. Læs mere om borgerinddragelsesprocessen her og om følgegruppen her. NCC ønsker en stadig dialog med borgere og andre interesserede, når udearealet skal indrettes.

Læs også cityavisens artikel.